Author Archives: Finn og Birgit

About Finn og Birgit

Finn G. Madsen og Birgit Gundel Hækmosen 18A 2710 Herlev 44 49 50 01 60 78 50 01

Skøn efterårseftermiddag i Mosen

Alle 12 kalve havde strøm, vand og velbefindende i lange baner. I Vestfolden var de rene, brune engle – de deltes fordrageligt om slikpillerne, så jeg kunn mageligt lukke lågen bag dem. I Holmegårdsfolden lod den skimlede først som ingenting, og da den endelig vovede sig nærmere, formerne de 3 andre den adgang. Og i Fugletårnsfolden var det sågar 2, der ikke ville/turde vove sig ind til slikket. Men sligt klarer Einer og Co sikkert snildt med deres langt større kopsykologi. Tak for en dejlig sæson og vemodigt farvel til kalvene

Blæsten gik frisk over mosernes vande

og alle dyrene, 10 lam + 12 kalve, var i hopla, bortset måske fra dem i Vestfolden, der fandt kåde hunde i leg lige udenfor hegnet langt mere interessante end mig og min balje. Ved andet forsøg var hunde & ejere forsvundet, men ingen af de 4 gad gå den lange vej fra sydenden til fangfolden, så jeg måtte selv traske tilbage til den med uforrettet sag. Lammene derimod var fulde af krudt og appetit, og de 3 “undermålere” stod ingenlunde tilbage for de 7 andre. Under forsøget på at give dem særforplejning, blev jeg puffet så voldsomt, at et skvæt foder havnede i pelsen på et af de sorte. Lammepatruljens indsats ser bestemt ud til at bære frugt!

Alt vel & god appetit over hele linjen

På en lummerdejlig eftermiddag var alle 7 får og 10 lam overraskende sultne, så det kostede nogen snilde at give extrafoder til de 3 undermålere, men de kaster sig skam over særforplejningen, som det lykkedes mig at uddele takket være særvejledningen. Også alle 12 kreaturer henvendte sig frivilligt, strøm & vand ditto OK, og jeg nåede hjem lige inden skyerne brød sammen; så yderst vellykket hyrdedag.
Kh Finn

Vedr. 21. juli

På en dejlig dag med drivende skyer, der højst gad dryppe en smule, var alle dyrene veloplagte og afslappede. Alle kalve lod sig lokke i fangfoldene for at få deres slik, og i sydvestfolden fylkedes både får & lam om sliktruget, 7 + 10 stk. Strøm & vand alle vegne. Grundet en kæde af distraktioner efterfølgende glemte jeg beklageligvis at skrive dette i dagbogen i går.
Kh Finn

Dejlig eftermiddag i mosen

Der var liv og glade dage i alle vore dyrefolde. Siestastemning hos nogle af kalvene og hos alle får fordelt i pastorale grupper under skyggefulde tjørne – hvilket gjorde det muligt for mig at tælle til 20 uden at falde i søvn. Men da mødrene øjnene slik, kom alle 20 spænende og gjorde det nemt at skelne lammene fra fårene – og hvor er de altså nuttede, de små, brune krøltoppe! Det fine, nye, lange trug var halvfuldt med regnvand, og inden jeg nåede at vende bunden i vejret på det, var de 20 over mig og plyndrede i stedet den gule balje. Også strømmen var i stødet, og vandet glitrede i drikkebaljerne glitrede i solen. Kort sagt; alt vel!

Skøn oktoberdag

Vejret var i top, og studene fulgte trop. Helt ivrige var de i Vestfolden, mens de alle 3 i Holmegårdsfolden lod til at foretrække saftigt græs, uanset hvor meget jeg lokkede med den røde balje. Men da jeg så havde opgivet dem og gik over til naboerne i Fugletårnsfolden, kom de to slikne ellers farende, med 1681 i kølvandet. Med min kofobi vovede jeg ej at prøve at genne ham ind til de to vildbasser i fangfolden, men bare det at han kommer i nærheden, gør det vel nemmere for fangstdagens cowboys. Ellers alt vel alle vegne mht. vand, strøm og antal.

Stud. sære

Der var drager i luften over Kildegården, men jeg løsrev mig og hjulede videre til problemstud. nr. 1681i Holmegårdsfolden. Særlingen gad ganske rigtigt kun at slikke salt i det åbne skur, og da jeg, efter at have fodret dens slikne medstude, forsøgte at friste den med en rød balje, kom den røde gungrende og forfulgte mig rundt om skuret, indtil den var for rundtosset til at fortsætte, så jeg slap bort og tilbage med baljen. I nabofoldens bund frådsede alle 4 stude i saftigt græs, og uanset hvor nær og fristende jeg kom med en balje, gad de hverken mig eller baljen. Derimod var alle 3 Vestfoldsstude helt vildt slikne, en kom ligefrem stormende og måtte holdes på afstand med en kæp – og ditto struttede alle 13 lam af appetit, sundhed og puffende overskud. Konklusion: Årets stude er individualister, og samtlige dyr stortrives.

Kødædende kvæg?

På en hed og lummer eftermiddag med torden”truende” skyer mod nordøst var samtlige dyr overraskende livlige. Ej pga. tørst, alle baljer fulde, men muligvis er de lidt småsultne. Alle stude åd ekstra slik med god appetit på nær en stud i Holmegårdsfolden, der demonstrativt foretrak græsset nær folden uden at værdige mig og mine fægtende baljer et blik. Og i Fugletårnsfolden havde den ene stud mere appetit på kød, da jeg forsøgte at følge instrukserne og genne den ind i fangfolden – men jeg slap på et mulehår i ly ved slikkassen. Ellers alt vel, også med strømmen.

PS

Læser nu, at der snart vil dukke en identificeret rummand op og bemægtige sig hvepseboet. Pøj pøj til Thomas!

Lazy afternoon

Ingen af de ialt 10 stude, jeg forsøgte at hidlokke til fangfoldene, gad afbryde deres velbehagelige drøvtydning. To orkede dog at rejse sig op og glo, men ej følge mig. I Vestfolden trak alle tre længere ind i skyggen ved synet af mig. Normaliseres sommeren, vågner de sikkert op til dåd. Selv strømmen var sløv, men jeg havde jo læst om uregelmæssighederne, og tænker at tørken måske sløver forbindelsen. Alle 20 får & lam kom derimod til truget, men trak sig derpå klogeligt ind i tjørnenes skygger. I Holmegårdsfoldens foderkasse har et hvepsebo vokset til tennisboldstørrelse – bare til skræk og advarsel!
VH Finn